Spring til indhold

Turistfælder

Bulgarien er generelt et fredeligt sted at færdes, så længe man bruger sin sunde fornuft. Du kan læse mere, om hvad du skal være opmærksom på, når du rejser til Bulgarien nedenfor.

Læge

Der har i Danmark været en del opmærksomhed på problemer med lægeklinikker i Bulgarien, der tager overpris for deres ydelser. For at imødegå dette problem og undgå danske turister kommer ud for dette henviser vi danske turister til altid at følge henvisninger fra deres respektive rejsebureau, hvad angår brug af læger.

Veksling af penge

Man bør være forsigtig med at veksle penge i vekslebureauerne, idet visse opererer med meget store forskelle (op til 75%) på købs- og salgskursen. Det er ulovligt at veksle penge hos valutahandlere på gaden, og overtrædelser straffes med store bøder.

Det er sikrest at veksle penge i bankerne eller i vekslebureauerne på de store hoteller.

Sikkerhed

Det er relativt sikkert af færdes rundt i Sofia i såvel dag og aftentimerne. Dog er der visse steder hvor det er en god ide at være ekstra opmærksom på lommetyve fx i metro, taxa og i tætbefolkede gader.

Taxakørsel

I Sofia

Der er stor forskel på priserne hos de forskellige selskaber. Så længe taksten skiltes i ruden er det lovligt. Det er sikrest at benytte sig af firmaet O.K. Taxi. Deres taxaer er, som alle andre, gule. De har et blåt O.K. mærke udenpå med to røde prikker efter hvert bogstav. Der findes selskaber, der har logoer der ligner O.K. meget – det drejer sig om CK og OK uden to prikker. De tager en betydeligt højere pris.

O.K. Taxi kan bestilles på dette nummer: (02) 973 -21-21.
Ringer du fra mobiltelefon, skal du bruge dette nummer: 1-82-94.

I lufthavnen er der en O.K. Taxi skranke, du kan benytte dig af. 

Andre taxaer, som også kan anbefales:
Taxi-S-Express: (02) 9-12-80
Radio-SV-Taxi: (02) 9-12-60

Uanset hvilket firma man benytter, bør man altid tjekke prisen på skiltet i vinduet ved bagsædet. Når du sætter dig ind i taxaen kan du også kigge efter et ID kort med billede, som typisk er placeret foran passagersædet.

Ved kysten

Siden 2011 har man ved kystområderne reguleret priserne således, at én kilometer maksimalt må koste 3,- Leva, hvilket svarer til ca. 12,- DKK.