Danske statsborgere er visumfri i indtil 90 dage i forbindelse med turisme og besøg i Bulgarien. Ved længerevarende ophold eller i forbindelse med arbejde eller studier i Bulgarien, uanset varighed, skal der søges om opholdstilladelse efter ankomsten til Bulgarien.
Visum
EU-borgere, herunder danskere, kan opholde sig i Bulgarien uden visum i op til 90 dage. Ønskes ophold i landet i længere end 90 dage, skal der inden den visumfri periodes udløb søges om opholdstilladelse.
Opholdstilladelse
Bulgarsk opholdstilladelse i op til fem år kan udstedes i følgende tilfælde:
- ved forevisning af en arbejdskontrakt, der garanterer fuldtidsarbejde
- ved etablering af et bulgarsk firma efter gældende bulgarsk lov
- ved på anden vis at være i besiddelse af sygeforsikring og nødvendige midler til livets ophold i Bulgarien
- ved indskrivning ved en bulgarsk uddannelsesinstitution
- ved indgåelse af ægteskab med en bulgarsk statsborger.
Opholdstilladelse gives i form af et brev ("certificate").
Ansøgning om opholdstilladelse ("Prodelshitelno prebivavane") indgives på den lokale politistation. Nederst på siden kan du finde adresserne på de relevante politimyndigheder i Sofia og en række større provinsbyer.
Fremmedpas (Alien’t Passport)
Udlændinge, der rejser på dansk fremmedpas (Alien's Passport), skal have visum til Bulgarien, hvis de ellers er visumpligtige til Bulgarien. Oplysning, om man er visumpligtig til Bulgarien, kan indhentes på den bulgarske ambassade i Danmark, hvor man i givet fald også kan søge om visum. Det bemærkes, at det ikke er muligt at købe visum på den bulgarske grænse, f.eks. i lufthavnen. Visumpligtige indehavere af danske fremmedpas, der ankommer til Bulgarien uden bulgarsk visum, returneres konsekvent af de bulgarske myndigheder med førstkommende fly til Danmark.
Udlændinge, der rejser på et såkaldt flygtningepas (i henhold til Konventionen af 28. juli 1951) er visumfritagne og kan således rejse til Bulgarien uden visum.
Den bulgarske ambassade i Danmark har disse kontaktoplysninger
Embassy of the Republic of Bulgaria
Gamlehave Allé 7
2920 Charlottenlund
Telefon: 39 64 24 80 (for information om visum)
Telefon: 39 64 24 84 (for personlig betjening)
E-mail: embassy.copenhagen@mfa.bg
Træffetid: mandag - fredag kl. 10:00 - 12.00.