Gå til indhold

Pas og visum

Husk at undersøge i god tid inden rejsen om dit pas stadig er gyldigt og om det indeholder blanke sider til eventuelle grænsekontrolstempler

Rejser du til Bulgarien som dansk statsborger, skal du have pas med. Det er i henhold til de bulgarske regler tilstrækkeligt, hvis en dansk statsborgers pas er gyldigt under hele det planlagte ophold i Bulgarien. Ambassaden anbefaler dog, at passet er gyldigt i mindst 3 måneder længere end varigheden af det planlagte ophold i Bulgarien. Herved undgås problemer, hvis afrejsen fra Bulgarien skulle blive forsinket af den ene eller anden grund.

Alle danske pas, der er udstedt efter 1. marts 1997, er maskinlæsbare. Pas udstedt efter 1. august 2006 er desuden biometriske. De biometriske pas har en usynlig elektronisk chip indstøbt i siden med personoplysninger. På chippen er der lagret en kopi af pasbilledet og af de maskinlæsbare linjer i passet.

Pas udskiftes løbende. Det betyder, at du først skal have et nyt pas, når det gamle udløber. Udstedelse af nyt pas sker hos din kommune. I Bulgarien kan du ansøge om pas på ambassaden i Sofia.

Du kan ansøge om nødpas/provisorisk pas på ambassaden i Sofia og på konsulatet i Varna. Du kan også få forlænget dit eksisterende pas med op til et år, såfremt der på grund af tidsnød ikke kan søges om nyt almindeligt pas.

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde informationer om Pas og Visum for Bulgarien.