Gå til indhold

Nyt pas

Danmark indførte nye biometriske pas fra den 1. januar 2012. Nye danske pas indeholder digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Dermed skabes der større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges. Dit nuværende pas er stadig gyldigt indtil udløbsdatoen.

Beslutningen om indførelse af fingeraftryk i pas er en central beslutning i EU som led i bekæmpelsen af terrorisme, menneskehandel, menneskesmugling, ulovlig indvandring og anden grænseoverskridende kriminalitet. Med de nye biometriske pas sikres danske statsborgere også muligheden for fortsat at kunne rejse til lande, der på sigt vil kræve den type pas ved indrejse.

Dette har som følge, at der fra 1. januar 2012 kun vil være mulighed for at søge om pas under ophold i Danmark eller ved personlig henvendelse på ambassaden i Sofia.

Du skal huske at medbringe:

  • En udfyldt ansøgningsblanket
  • Dit sidst udstedte pas
  • Original dåbs-, navne- eller fødselsattest hvis du har mistet dit pas.
  • Dokumentation af personnummer – fx sygesikringsbevis hvis dit personnummer ikke allerede står i dit eksisterende pas.
  • Dokumentation af navn, hvis du ved, at der er fejl i dine navneoplysninger hos det Centrale Personregister, eller hvis dit navn for nyligt er ændret fx i forbindelse med vielse.
  • Et pasfoto ved ansøgninger om provisorisk pas (nødpas), som opfylder Politiets krav, samt hvis ansøgeren er barn, og det ikke er muligt at få taget et billede, som opfylder kravene.

Hvor længe går der, før jeg kan få mit pas?

Leveringstiden på et pas kan vare op til 3 uger, da det sendes fra Rigspolitiet i Danmark. Du bør derfor få lavet dit pas i god tid, inden du skal ud og rejse.
Det nye pas sendes til ambassaden. Husk at oplyse dit telefonnummer eller din e-mail adresse på ansøgningen, så vi kan give dig besked, når vi har modtaget passet.

Hvad koster det at få et nyt pas?

Klik her for at se prisen for et nyt pas. Bemærk at prisen afhænger af, hvorvidt du har mistet/beskadiget dit pas. Du overfører beløbet til en af kontoerne forneden:

Bankkonto i Bulgarien (BGN)

Modtager: Royal Danish Embassy Sofia

Bank: UniCredit Bulbank

IBAN: BG35 UNCR 7630 1003 4193 11

SWIFT/BIC: UNCRBGSF

Reason for payment: beløb + navn

 

Bankkonto i Danmark (DKK)

Modtager: Udenrigsministeriet
Bank: Danske Bank
Reg. nr: 0216
Kontonr.: 4069172849
Swift: DABADKKK
IBAN: DK09 0216 4069 1728 49

Reason for payment/Advise note: 51-131121-40-53351-1 (only valid for passport applications!)

 

Hvor længe er mit pas gyldigt?

  • Er du over 18 år gælder passet i 10 år.
  • Er du mellem 2 og 18 år gælder passet i 5 år.
  • Er passet udstedt til et barn under 2 år gælder passet i 2 år.

Kan jeg få et nyt pas under min ferie i Danmark?

Ja. Der er allerede i dag mulighed for - og det er billigere - at få udstedt pas hos en kommune i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune, man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Find den ønskede kommune på www.borger.dk og ring på forhånd for åbningstider, tidsbestilling mv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet. Ekspeditionstiden er 11-15 hverdage for et almindeligt pas. Mod en ekstraudgift kan kommunen udstede et eksprespas hurtigere end 10-14 dage.

Udenrigsministeriet anbefaler at få bestilt pas under ophold i Danmark i så god tid, at man kan få det udleveret, mens man stadigvæk befinder sig i Danmark. Ellers kan du prøve at træffe aftale med kommunen om, at de sender passet med kurerservice til din adresse i udlandet. I særlige tilfælde kan du eventuelt aftale på forhånd med en dansk repræsentation i udlandet om at passet sendes til dig via dem. Udgifter til kurerservice i den forbindelse skal afholdes af pasansøgeren. 

Skal jeg også til ambassaden for at hente det nye pas efter den 1. januar 2012?

Du kan forhøre dig på ambassaden, om det er muligt at få det tilsendt, men du skal være opmærksom på, at det gamle pas skal afleveres til annullering, før det ny kan udleveres. Når det gamle pas er annulleret, kan du få det udleveret, hvis du ønsker det. Ambassaden kan også fremsende det nye pas til konsulatet i Varna.  

Hvilke muligheder er der, hvis jeg er dansker og bor i udlandet og ansøger om nyt pas?

Danskere, der bor i udlandet, har mulighed for at søge om pas under ophold i Danmark og ved kortvarigt besøg i et område med en pasudstedende repræsentation i udlandet. Ved ansøgning i Danmark er det muligt at få passet udleveret ved alle danske repræsentationer i udlandet, herunder de mange honorære konsulater. Hvis der ansøges i udlandet er det muligt at få passet leveret til alle danske repræsentationer herunder honorære konsulater. Fra midt august 2012 bliver det endvidere muligt at få passet udleveret ved en lang række danske borgerservice centre i Danmark.

Skal jeg medbringe billeder til passet?

Nej. Ambassaden er med det nye udstyr i stand til at tage billeder til passet. Ved ansøgning om almindeligt dansk pas skal ansøger derfor ikke længere medbringe to fotos. Skal du have et provisorisk pas (nødpas) i Varna skal to fotos dog fortsat medbringes.

Børn: Det kan anbefales at medbringe et nyt billede af barnet, som opfylder Politiets krav. Dette billede kan scannes af ambassaden i de situationer, hvor det ikke er muligt at få taget et billede som opfylder kravene.

Kan jeg få et biometrisk pas hvis min finger er skadet?

Ja, men det afhænger af skadens omfang. Ifølge lovgivningen skal der altid biometri i et biometrisk pas. Det betyder, at man kun kan få et provisorisk pas, hvis man eksempelvis har plaster, bandage, gips på hele hånden. Hvis det derimod kun drejer sig om en enkelt finger, er det stadigvæk muligt at få et pas. I så fald tages fingeraftryk af en anden finger end pegefingeren.

Skal børn også afgive fingeraftryk?

Nej. Der tages ikke fingeraftryk af børn under 12 år, men de skal møde op personligt for at søge om pas. Fra 1. januar 2012 kan ansøgning om pas til børn kun indgives ambassaden i Sofia.

Kan jeg få mit barn indskrevet i passet?

Nej. Siden 1. oktober 2004 har børn, også nyfødte og unavngivne, skullet have deres eget pas. Det kan evt. udstedes af repræsentationen som et midlertidigt (provisorisk) pas, hvis der er akut behov for et pas. Se mere nedenfor om provisoriske pas.

Hvad kan jeg få ordnet på det honorære konsulat i Varna?

Det honorære konsulat i Varna kan kun forlænge pas og udstede nødpas (provisoriske pas). Det honorære konsulat kan også tage imod ansøgninger om nye pas til børn uden 12 år.

En betingelse for forlængelse af et udløbet pas er, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. Et pas kan kun forlænges én gang og for max. 12 måneder. De bulgarske myndigheder godkender forlængede pas.

Et nødpas (provisorisk pas) udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke for mere end 12 måneder. Et provisorisk pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter benyttelsen. Rejse på et provisorisk pas kan evt. give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. De bulgarske myndigheder godkender provisoriske pas, men det anbefales, at ansøgeren sikrer sig, at også transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas.